Mange metalliske grundstoffer kan kun en mulig valens. Navnene for de positive ioner, der dannes af disse metaller, gives ud fra grundstoffets navn. For eksempel Na⁺, kaldes for en natriumion; Ca⁺², kaldes for en calciumion. Andre metalliske grundstoffer, er dog i modlertid i stand til at have mere end en valens. Da valens er et mål for hvor mange ionbindinger et grundstof laver, kan disse grundstoffer indgå i flere forskellige forbindelser med den samme negative ion af en grundstof (anion). Derfor er det nødvendigt, at have en eller anden måde, at differentiere de forskellige valenser, når vi navngiver dem.

Metoden man bruger til at beskrive valensen på et givent grundstof ved navngivningen af en kemisk forbindelse, består af grundstoffets navn (eller det latinske navn for grundstoffet) efter fulgt af et romertal i parentes der indikere valensen. For eksempel kaldes Fe²⁺ for Jern(II) og Fe³⁺ kaldes for Jern(III). Husk at denne metode til angivelse af valensen, kun skal anvendes i de tilfælde hvor en metalion kan have flere forskellige valenser.