Generelt findes der to typer af negative ioner (anioner), Mange anioner er elementare, det vil sige de består kun af et atom af et grundstof. Andre består af molekyler af atomer af et eller flere grundstoffer, som for det meste gennemgår kemiske reaktioner uændret. Denne anden gruppe af anioner, kaldes for radikaler. Vi vil først se på navngivningen af de elementare (eller monoatomiske) anioner.

Navnene på elementare anioner fås ved at tilføje siffikses ”id” til navnet for grundstoffet. Således kaldes for eksempel anioner af chlor (Cl^–), chlorid og anioner af oxygen (O^2-) for oxid.

Den mest almindelige type anioner af radikaler, består af et centralt atom, kovalent bundet til et antal oxygenatomer. Monovalente anioniske radikaler (valens = -1), indeholder normalt 3 oxygenatomer. Navnene for disse almindelige typer af radikaler, dannes ud fra navnet på det centrale atom plus suffikset –at. Derfor, kaldes for eksempel ClO₃^– for chlorat og SO₄^– for sulfat. Det er vigtigt at bemærke, at disse generaliseringer har undtagelser. Den bedste måde at huske navnene og formlerne for radikalerne, er ved at lære navnene på de almindeligste udenad.

Sommetider er det centrale atom forbundet til et andet antal oxygenatomer end normalt. Med andre ord, kan flere forskellige radikaler dannes, ud fra det samme centrale atom. Forskellige præ- og suffikser bruges til at navngive disse forskellige radikaler. Når der er et mindre oxygenatom end normalt, anvendes suffikset –it. Navnet for ClO₂^– bliver så chlorit og SO₃^2- kaldes sulfit.

Lejlighedsvis, er der flere radikaler i en serie. Dette gælder særligt for halogeniderne (fluorid, chlorid, bromid og iodid). Hvis der er to mindre oxygenatomer end normalt, bruges suffikset –it sammen med præfikset hypo. For eksempel, kaldes ClO^– for hypochlorit. Hvis der er et mere oxygenatom end normalt, er suffikset –at brugt i kombination med præfikset per, så ClO₄^– kaldes for perchlorat. Tabel 1 viser brugen af præ- og suffikser og serierne af radikaler de danne med chlor som eksempel.

Tabel 1:

Der er adskillige betydelige undtagelser fra reglerne om navngivning af anioniske radikaler. Nogle af dem skal nævnes her, da der er en god sandsynlighed for at støde på dem i det kemiske laboratorium.

• Nogle bestemte radikaler afledes, når hydrogen bliver fjernet fra en syre og danner en ladet gruppe af atomer (radikal). Hvis et hydrogenatom fjernes, får radikalen præfikset bi. Dette indikerer at et hydrogenatom mangler.

Eksempel 1:

Når kulsyre (H₂CO₃) mister en hydrogenion, mister det et positivt ladet hydrogenatom. Det bliver til en radikal (HCO₃^–) og navngives bicarbonat. ”Bi” indikerer at et hydrogenatom mangler.

Eksempel 2:

H₂PO₄^– kaldes for biphosphatradikalen fordi den er afledt af phosphorsyre (H₃PO₄), ved at fjerne et hydrogenatom.

• Nogle radikaler følger ikke nogen af de førnævnte regler. Deres navne og formler skal læres udenad. Nogle af de mest almindelige er hydroxid (OH^–), peroxid (O₂^–) og thiosulfat (S₂O₃^3-).
• Lejlighedsvis, vil metaller der har en valens større end 1, danne salte der indeholder oxid eller hydroxid ioner. Når disse fremkommer i midten af den kemiske formel, bliver de benævnt henholdsvis som –oxy eller –hydroxy. Tal-præfikset bliver brugt til at angive antallet af dem.