En opløsning, er en homogen blanding af to eller flere stoffer, der ikke reagerer kemisk med hinanden. Fordi fordelingen af stoffer er ensartet i en homogen blanding, bliver en opløsnings sammensætning, udseende og egenskaber, de samme i enhver portion af opløsningen. Stoffet der er til stede i den største mængde, kaldes opløsningsmidlet, hvorimod alle andre komponenter i opløsningen, omtales som opløst stof. Som en opløsning dannes, siges det at det opløste stof opløses i opløsningsmidlet. I det kliniske laboratorium, er det mest almindelige opløsningsmiddel vand og en opløsning af et stof i vand, kaldes en vandig opløsning af stoffet.

En opløsning kan bestå af et fast stof og en væske. Et almindeligt eksempel er varm the sødet med sukker. Et eksempel fra det kliniske laboratorium er almindeligt saltvand, hvilket er en veldefineret opløsning af natriumchlorid i vand. De faste stoffer er i disse tilfælde opløselige, hvilket betyder de opløses i vand. Uopløselige faste stoffer kan ikke opløses i vand og sparsomt opløselige faste stoffer, kun meget ringe kan opløses i vand.

En opløsning kan være sammensat af to væsker. Nogle fælles eksempler er (1) isopropylalkohol og vand, (2) eddike, der er en blanding af eddikesyre og vand. I sådanne tilfælde er væskerne blandbare med hinanden, hvilket betyder at de er i stand til at blive blandet i alle forhold uden adskillelse. To ikke-blandbare væsker, som for eksempel benzin og vand, danner ikke opløsninger, men adskilles i stedet ved henstand hvor væsken med mindste massefylde stiger til toppen.

En opløsning kan også være en gas opløst i væske. To almindelige eksempler er (1) dansk vand, der er kuldioxid opløst i vand og (2) tredobbelt salmiakspiritus, der er en vandig opløsning af ammoniakgas.

Dette kapitel, fokuserer på beregning af og udtryk for koncentration, som et mål for hvor meget opløst stof og opløsningsmiddel, der er til stede i en opløsning. Betydningen af at beherske disse beregninger, kan ikke understreges nok, fordi konsekvenserne af at rapportere en forkert koncentration på en prøve (for eksempel en patientprøve), kan være meget alvorlig, da det kan føre til fejldiagnosticering af en sygdom, eller forkert administration af et uhensigtsmæssigt lægemiddel. Næsten enhver opløsning i et klinisk laboratorium – fra reagenser til kontrolopløsninger, fra serum til spinalvæsker og desinfektionsmidler til rengøringsmidler – har en koncentration, som vi skal angive korrekt og utvetydigt.

Kvantificering af en analyt i en patientprøve, kræver at koncentrationen af enhver reagens der benyttes er præcis. Selv om nogle reagenser kan købes klar til brug fra producenten, skal andre forberedes i laboratoriet umiddelbart før brug. Fejlagtige koncentrationer, kan få følger der ikke direkte er relateret til patientresultatet. Lad os se på to eksempler. (1) En koncentration af en ikke helt forbrugt reagens som har overskredet holdbarhedsdatoen, afgør om opløsningen kan hældes direkte i kloakken, eller om den skal afskaffes som farligt affald – en beslutning der påvirker både miljøet og laboratoriets budget. (2) Man anvender almindeligvis chlor som det generelle desinfektionsmiddel til overflader i laboratoriet. Den nødvendige koncentration, afhænger af formålet; det kan være så højt som 10% til overfladedesinfektion eller så lavt som 0,5% til desinfektion af slangerne i et automatiseret instrument. Hvis koncentrationen er for lav, kan desinfektionsmidlet ikke desinficere grundigt, hvis den er for høj, kan den beskadige kostbare dele i for eksempel instrumentet. Når chlor er uegnet som desinfektionsmiddel, tjener ethanol som et alternativ, som er mest effektiv når koncentrationen er 70%; ethanol er langt mindre baktericidt ved højere eller lavere koncentrationer. Derfor vil en opløsning der er mærket som ”70%” men forberedt forkert, mangle den forventede desinficerende effekt og kan skabe en risiko for laboratoriets personale.