Snevejr af sølvchlorid

Kemikalier og udstyr:

Opløsning af sølvnitrat i vand (i en dråbeflaske)
Saltvand (50 g pr. liter)
Lille akvarium eller anden glasbeholder
Ting til at opbygge et landskab af

 

Forsøget:

Beholderen fyldes med saltvand, og et lille landskab med huse, plastnisser og andet opbygges på bunden. Når der dryppes sølvnitrat i vandet dannes et hvidt fnugget stof, der som sne daler ned på bunden.

Alternativ opskrift:
I akvariet en opløsning af oxalsyre i vand (oxalsyre kan købes i Matas) og deri dryppes en mættet opløsning af calciumchlorid (købes i byggemarked som “affugter”) der fældes et hvidt stof.

 

Hvad sker der:

Både sølvnitrat og natriumchlorid er letopløselige i vand (henholdsvist 122 og 35,7 g i 100 ml koldt vand) Sølvchlorid er derimod særdeles tungtopløseligt (0,00009 g i 100 ml vand ved 0 grader), så praktisk taget alt sølv fælder ud i form af sølvchlorid. Tilbage i opløsning er der natriumnitrat.

Denne reaktion er den klassiske måde at teste for chlorid-ioner i vandig opløsning:

AgNO3 + NaCl → AgCl + NaNO3

Anvendes oxalsyre og calciumchlorid fældes der i stedet calciumoxalat. Det er denne reaktion man udnytter når man tilsætter “non-oxal” (som bare er en dyr calciumchloridopløsning) til sin rabarbergrød (Oxalsyre er ikke sund i store mængder).

 

Bemærkninger:

Brug opvaskemaskinesalt til saltvandet, så får man en klar opløsning. Bordsalt er tilsat antiklump, jod og andet godt, der kan gøre opløsningen uklar.

 

Sikkerhed:

Brug briller og handsker. Sølvnitrat er stærkt ætsende, da det oxiderer organiske stoffer og danner frit sølv. Det har været brugt til at ætse vorter med, og alkymisterne døbte det “lapis infernalis”, “helvedessten” for dets ætsende egenskaber. I mindre mængder danner det udfældede sølv sorte pletter der skal slides af. Oxalsyre og calciumchlorid er usundt ved indtagelse.

Bland ikke sølvnitratopløsning og oxalsyreopløsning. Sølvoxalat kan være eksplosivt!

 

Oprydning/affald:

Sølvchlorid skal opsamles og aflevere på en affaldsplads (Man kan sagtens genindvinde sølvet, men da sølv koster ca. 2 kr. grammet kan det ikke betale sig i små mængder). Alt andet kan hældes i toilettet.

Soelvchlorid snevejr

Back to Top